| Hvad er naturisme? |
Naturisme handler om naturlig nøgenhed - ganske enkelt om at være fri for tøj - uden at lægge noget mere kompliceret eller seksuelt i det. Det kan være en stor overvindelse at være nøgen sammen med andre første gang. Men de fleste glemmer hurtigt den usikre fornemmelse af nøgenhed og det bliver en rar oplevelse, som de har lyst til at gentage. For nogle er naturisme ganske enkelt det at være fri for tøj, når det ikke er praktisk eller behageligt. Det kan være som vinterbader, på stranden om sommeren eller derhjemme i haven. For andre er naturisme en livsstil som har vendt op og ned på deres forhold til deres egen krop og til andres forskellighed. For mange betyder det en stor ændring i selvværd at få et afslappet forhold til sin krop. Mange oplever en større åbenhed og ærlighed med andre mennesker og bliver mere sociale og glade. Det kan styrke identiteten at opleve sig selv uden en facade af tøj. Sammen med andre naturister bliver man opmærksom på den utrolige variation mellem kroppe - og man opdager at de færreste ligner Miss Universe! Naturisme kan blive en livsstil for psykisk sundhed. Fælles for alle naturister er oplevelsen af frihed ved at være fri for tøj og for kulturens snævre definition af kroppen som sexobjekt. Frihed til bare at være sig selv uden "tilsætningsstoffer". Frihed til at møde andre som de er. Naturister er nøgne i alle mulige almindelige og hverdagsagtige sammenhænge, under forudsætning af, at man ikke støder og forarger andre. Naturister opfatter nøgenhed som et udtryk for det mest autentiske og naturlige et menneske kan være. Nøgenhed i naturistsammenhæng er fri, naturlig og neutral. Hvis man dyrker nøgenheden uden at tage hensyn til andre, eller ligefrem for at forarge eller vise sig frem er man ikke naturist men ekshibitionist. |



